For de danske læsere vil følgende formentligt være bekendt stof, men Litlive er en skandinavisk portal, så derfor først følgende:
Den danske forfatter Peer Hultberg, født 1936, og gennem mange år bosiddende i Hamburg, døde den 20. december 2007. Kort før sin død havde han udgivet romanen Eines Nachts, på det tyske forlag Jung und Jung. Eines Nachts er en oversættelse af den danske roman Vredens nat, skrevet i Zürich i 1976, men ikke udgivet på dansk før efter Hultbergs alt for tidlige død, i 2008. Årsagen til at Hultberg ikke fik romanen udgivet dengang i 1976, men øjensynligt gemte den i skufferne og først senere kom i tanker om den, er, følge Marianne Ping Huangs indsigtsfulde artikel i Den Blå Port, 78, at forlaget Arena afviste den. Det fortæller desværre meget om en given tidsånds dominans over den gode litteratur. Sandt er det nemlig, at Hultbergs voldsomme roman ikke passede ind i tidens teser om samfundets skyld, men i stedet præsenterede læserne for et psykologisk og eksistentielt blik på mennesket. Ikke videre opbyggeligt for revolutionen, so to speak.
Vredens nat er altså på en og samme tid en gammel roman og en ny roman. Tidsmæssigt placerer den sig, som et missing link, mellem Hultbergs roman Desmond fra 1969 og det monumentale korværk, romanen Requiem fra 1985.
Jeg må bekende, at jeg først i en moden alder er kommet til at holde af Hultberg. At jeg havde rigtig svært ved at læse Requiem som ung litteraturstuderende, fordi jeg simpelthen følte mig mast, frataget håb, og ude af stand til at stille noget op med af dens massive lamenterende stemmeføring. Siden er Requiem, blevet en af de bøger, jeg ofte vender tilbage til. Fordi Hultberg, hvad jeg ikke kunne se dengang, også er så vanvittig morsom. Fordi han spidder vores menneskelige forfængelighed, og holder vores falske bevidsthed op for os, viser hvordan vi konsoliderer vores skrøbelige identitet med de mest lattervækkende selvfortællinger. Som f.eks. fortællingen om at være ham, der hver morgen, hele livet, tog koldt bad! Og jeg fandt ud af, at Requiem naturligvis ikke skal læses indad, men højt! Har man tilmed hørt forfatteren læse selv, forplanter hans stemme sig lynhurtigt til teksten, løfter den op. Den Hultbergske stemmeføring, sætter sig, ligesom når man læser F.P. Jac, når man læser Dan Turell, eller Søren Ulrik Thomsen. Den bliver en kropslighed ved teksten. Derfor vil jeg straks anbefale læseren en oplevelse af Hultberg som oplæser.
Vredens nat lægger sig på mange måder som et forspil til koret i Requiem. Her har vi blot fire primære stemmer, en kvartet (tilføjet en ekstra lille amerikansk jazzet rytme, som jeg vender tilbage til) i stedet for 537! Stemmerne kommer fra familien Loften, der, som var det et skuespil, præsenteres med navn og alder på første side. Familien Loften består af forældrene Paul og Elizabeth, født i begyndelsen af det nye århundrede – 1910 og 12 og deres tre børn født i krigsårene: Kit 1936, Rudolf, 1940, og Brigit i 1942, hvilket vil sige, at de er hhv. 39, 35 og 33 år. Børnene er naturligvis flyttet hjemmefra, men alle lever I/omkring, som der står, en større by i det kontinentale Vesteuropa. Vidende at Hultberg selv boede i Hamborg, er det i høj grad denne by, som har dannet de mentale cityscapes under min læsning, men det kunne være enhver anden by – Zürich f.eks. Handlingen udspiller sig over en nat, natten mellem den 24. og 25. juli 1975. Vi følger altså Aristoteles' lære om det gode drama som overholdende tiden, stedets og handlingens enhed.
Der er sat en ramme, en scene, hvor inden for noget, som er realistisk nok til at kunne være sket, kan udspille sig. På en og samme tid kunstigt, iscenesat, indrammet, og samtidig eksistentielt, psykologisk og socialrealistisk. Kort fortalt er historien: Lægen Elizabeth Loften, som længe har været døende af en kræftsygdom, fortæller sin mand, Paul, at i aften – den 24.juli, skal han ikke komme ind og sige godnat til hende, som han plejer. Bag denne besked ligger en fælles overenskomst om, at Elizabeth når tiden kommer, har retten til at tage sit eget liv. Paul accepterer uden protester, og vandrer nedenunder for at vente. Samme nat har de tre søskende, uafvidende om at deres mor er på vej ud af verden, hver deres oplevelse af at komme til en grænse i sig selv, hvorfra ingen vej fører videre. Vi følger de fire pårørende gennem deres individuelle, dybt ensomme og skamfulde nat, som på forskellig måde indeholder et drama. Det er ikke et familiedrama, men fire personlige dramaer. En anden dramatiker havde valgt at lade familien mødes i en sådan vågenat, hvor skeletterne kunne trimle ud fra skabet. Det er ikke Hultbergs ærinde, men derimod at vise, hvordan familien, med dens magtstrukturer, er noget det enkelte menneske lever med, og selv, om muligt, må kæmpe sig igennem.
Romanen skifter mellem disse disparate stemmer, som i øvrig ingen kontakt har med hinanden (bortset fra to korte møder mellem hhv. Brigit og Rudolf i indledningen og Rudolf og Kit i afslutningen). Stilistisk set har Hultberg arbejdet med at lade hver person få sin egen skrift og stemme. Hultberg skriver med en musikalsk bevidsthed, med skiftende tempi og tonart, som mumlen og skrig, skønsang og klage.
Rudolf, som konstant er beruset, taler slingrende mellem nutid og datid. Som læser føles det som at være udsat for håndholdt kamera, man ved ikke, hvilket grammatisk ben man skal stå på, man dingler bare med ham gennem byen på vej efter den alkohol, som, det med hans borgerlige ballast, er så pinefuldt for ham at skaffe til huse:
"Han er træt i lænden. Armene hang leddeløst ned, blodet løber til hænderne, ud i dem, bulner fingrene op, gjorde dem følelsesløse. Han var tørstig og føler at hans hakkende gang fik ham til at ligne en sprællemand der spræller forkert".
Brigit, som er den heftige, musiske, grundforurettede taler i lange glidende sætningskæder med få stop, hvor man virkelig kender Hultberg, som han folder sig ud i Requiem:
"Efterhånden må hun indrømme at hun synes hun kan tillade sig at hævde at af de tre søskende er det hende der har haft den krankeste skæbne, og det lige fra barnsben forresten, altid har hun stået i skyggen, og skyggen lader efterhånden til at være hendes plads i denne tilværelse, for hvad er der blevet af hende, fraskilt uden børn, og spillelærerinde for at sige det som det er, en fraskilt spillelærerinde, findes der noget mere patetisk, ja det skulle da lige være en ugift spillelærerinde, og det var jo i virkeligheden netop hvad hun var eftersom de aldrig giftede sig formelt (…) "
Kit, den pæne datter, med mand og børn, taler mere korrekt og kan lide at hilse sig selv, bekræfte sin egen dannelse, med litterære henvisninger, som da hun i en gademusikants slaskede guitarpose ser Marsyas flåede hud! Patriarken, bankmanden Paul Loftens tale er gammelmodig, rationelt ræsonnerende og skrevet ud med gammel retstavning: Navneord med stort, dobbelt a for å, og modalverberne med d – skulde/vilde. Elizabeth Loften er tavs. Døden har ingen stemme, har flere anmeldere skrevet. Måske er det nærmere sådan, at hendes tavshed er magtens tavshed. Hendes sygdom har i årevis gjort det umuligt for dem alle virkeligt at tale med hende (man sårer ikke en dødeligt syg), og nu har hun for alvor lukket. Uden så meget som at sige farvel til sine tre, på hver deres måde, dybt forvildede børn!
Hvem er de, disse børn, og hvad rummer deres domme-nat? Rudolf er den begavede følsomme søn (der antydes noget med oldtidsforskning) hvis talenter imidlertid er druknet i alkohol. Han lever alene, og i en rørende og intens scene ser vi ham i lejligheden, ommøbleret på sindssyg vis. Her sidder han i en krog og former lerplader (pulliwiggles som han kalder dem, med en underliggende typisk Hultbergs Chopin-reference i øvrigt) som han opbygger en enorm fantasiby med. Byens smertepunkt, skammens centrum er kongegraven, hvor kongesønnen også er ofret. Symbolsk nok må kongegraven tilintetgøres, og det sker denne nat, hvorefter Rudolf, fordrukken, forstyrret, forbrændt og forfærdeligt udseende kæmper sig ud for at søge det menneskelige møde på skadestuen, realisere drømmen om "hulkende at kunne kaste sig i skødet på en antiseptisk blid kvinde, hvid, duftende, få lov til at græde ud, trøstes, stryges over hår og nakke." p. 123.
Lillesøster Brigit er den fallerede pianist. Med egne ord "en lettere hysterisk konventionel førstesats". Hun lever af at undervise, at høre på andre uformående. Denne aften skal hun have besøg af eksen Curt, som har fundet en yngre, og mere succesfuld musikerkæreste. Brigit er vred. Vred over kærligheden der svigtede, talentet der brast, kroppen der bare bliver federe, forældrene, som ikke anerkender hende. Brigit er let at grine af, med den totalt veloplagte fremvisning af hendes falske bevidsthed, men så kommer det; den nådesløse punktering; den afgrundsdybe fortvivlelse. For hvem af os kan? Stillet over for kunstens uendelige krav, hvem af os kan så? Brigit kan høre, og hun kan, hvad eleverne ikke kan, høre sin egen uformåen. Det er vel den største kunstneriske smerte. Eleven vil spille Beethovens opus 111. Nu er det helt fantastiske ved vores tid, at man bare kan google det, så får man Daniel Barenboim frem, som spiller, så det står en helt helt klart, hvorfor en elevgennemspilning heraf, kan være en lidelse. Musikstykket er, fornemmer jeg, et billede på romanen. Hør hvordan det skifter fra det voldsomme, vrede destruktive, over det ekstatiske, til næsten transcendens. Selv markerer stykket også en grænse, i og med, at det var Beethovens sidste. Denne nat kommer Brigit, ligesom de øvrige personer, til en grænse, som gør, at hun fra nu af ikke mere kan opretholde fantasien om sin egen musikalske almagt. Musikken har lukket sig "hun står udenfor noget hun ikke kan trænge ind i, en port der ikke vil åbne sig, hun banker, hun hamrer, hun slår". p. 143. I skrivende stund, som fortolkeren og dermed i en vis forstand pianisten, genkender jeg følelsen med stort ubehag.
Kit er storesøsteren, som har indløst forælderens forventninger. Denne nat realiserer hun imidlertid et projekt, som har været længe undervejs. Hun kører hjemmefra, klæder sig som den billigste luder, vel vidende at hun ikke drager hjem, før hun har solgt sig selv til den første, der henvender sig. Et er dog drømmen om overskridelsen, andet er konkretionen. Kit er tæt på at mislykkes, men møder da romanens femte stemme, som jeg indledningsvist nævnte, en amerikaner, med en frisk diktion, på gennemrejse. Om Kit nu egentligt prostituerer sig, eller bare varmer sig i et pludseligt møde kan diskuteres. Skildringen af Kit er både latterlig og nænsom. Ramt direkte i Kits forfjamskelse over alt det udenom, som indrammer den rene erotiske lidenskab. Ikke desto mindre bliver nattens erotiske overskridelse hendes møde med grænsen: "Hun er helt, den hun er. Et intet. Intet. Blot krop. Uden identitet." (p. 160). I romanens sidste scene møder Rudolf, som måske er på vej til erkendelsen af, at han har brug for menneskelig kontakt, måske er endnu længere på vej ind i sindssygens land, Kit. Begge er blottet borgerlighedens masker, Kit i sit depraverede og beskidte luderkostume, Rudolf med alkoholikerens blodskudte blik. Et nøgent møde, grænsende til det sentimentale, men samtidig et lille håb for menneskelig kærlighed og rummelighed.
Imens de tre søskende gennemlever deres kriser, går Paul Loften rundt og analyserer sig selv og sine skiftende følelser. Hvad gør man egentlig sådan en nat, hvor man venter på, at nogen skal dø i fred? Absurd er det. "Skulle han gå ud og lave sig en Kop Dødskaffe? Sætte Vand over til Dødskaffe? Hvad spiste man til Dødskaffe? Eller den var maaske bare sort og stærk? Skal det være en tør Kop Dødskaffe?" (p. 66). Også han når frem til en grænse, en identitetsopløsning, hvorfra han må starte helt forfra, i erkendelsen af, at: "Hun havde taget en stor Del af ham med sig; den rige, facetterede figur, der levede i hende, var ikke mere. Han maatte klare sig selv, som han var, i sin oprindelige Ubetydelighed. Han var blevet uendelig forringet – et Ingenting." Han erfarer sig som lige til at kaste bort "som en gammel, haarløs, forslidt Tandbørste." (p. 121). Han kommer til samme punkt som Brigit, at der er en indsigt han ikke kan nå, en erkendelse, han uanset hvor meget han hamrer på verden, aldrig kan lokke ud af den. Døden har forladt ham.
Vredens nat er en historie om mennesker, som må indse, at den vej de har vandret af, er lukket foran dem. Vredens nat er også den nat, hvor de på sin vis befries for den byrde, det har været at gå ad denne vej. Det er ikke gud, der holder dommens dag, men mennesket, som denne nat dømmer sig selv, men på den vis også frisætter sig selv til at vælge andre veje. Om det så reelt er muligt, om de magter at komme videre efter denne nulstilling, er spørgsmålet, som romanen ikke svarer på. Jeg var utrolig grebet under læsningen. Grunden til, at jeg oplevede romanen som en sådan frisættelse, var givetvis også farvet af, at jeg lige havde læst og arbejdet med Hanne Ørstaviks roman fra 2006, som netop er udkommet på dansk, Kaldet – romanen, hvor læseren på en lignende vis centrifugeres ind i en falsk bevidsthed. Hos Ørstavik bliver man imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne bevidsthed egentlig er intenderet falsk, eller i virkeligheden er et ideal for forfatteren. Ørstavik beskæftiger sig også med det skamfulde, men jeg oplever på nogen vis, at det skamfulde hos Ørstavik tillægges en årsag, grundet i, at ingen i virkeligheden forstår og anerkender hovedpersonen. Stillet heroverfor oplevede jeg Hultberg som befriende. Som direkte fremvisende og samtidig omfavnende den menneskelige skam. Nænsomt, synes jeg, han lader os komme ind under huden på disse figurer, og mærke os selv i deres nid og nag, mindreværd, smerte, opblæste selvbilleder, bristede ambitioner, udtalte antipatier, og uerkendte begær. Kunsten er, at man både lader sig føre, på ordenes, ja musikkens strøm, og indimellem næsten må holde sig før ørerne, når klaveret slås rigtig hårdt an, og man tænker på, om det egentlig nu er Barenboim eller Sviatoslaw Richter, der sidder ved klaveret.
