Hvis anmeldelsen her skulle vælge at være kort, kunne den folde sig ud som et før og efter: Før jeg læste Sexdronning, tænkte jeg, at nu ser vi en bog, der måske lægger sig i slipstrømmen af en bog som Feuchtgebiete af den tyske forfatter Charlotte Roche, der i snart et år har ligget i top på bestsellerlisterne i nabolandet mod syd. Her lægges ikke fingre imellem i forhold til den kvindelige seksualitet og krop, og på sin vis kan romanen både siges at give associationer til den svenske antologi Fittstimm, der satte gang i en ung nyfemistisk bevægelse i såvel nabolandet mod øst som i Danmark i slutningen af 1990'erne, og at skrive sig ind i en højlitterær tradition for nærgående beskrivelser af kvindekønnet. 

Men efter at have læst Christina Hagens Sexdronning tænkte jeg på alt muligt andet end det, jeg lige havde læst. Bogen formår ikke at gøre så stort et indtryk, og skriver sig i øvrigt heller ikke ind i nogen feministisk tradition. Tværtimod. Måske skal en bog ikke nødvendigvis efterlade større indtryk, slet ikke når vi har at gøre med en debut, som tilfældet er her. Og uden at lyve vil jeg da også kunne sige, at den er interessant og ikke ligegyldig. Temperatur: lunken.

En anmeldelse kan også vælge at være længere. Det er tilfældet nu, og selvom det giver mulighed for at gå i dialog med værket og dermed potentielt gøre det mere vedkommende, så ændrer det ikke ved den umiddelbare vurdering, men kan uddybe: Hvorfor gør Sexdronning ikke så stort et indtryk? Hvorfor er den alligevel interessant?

På bagsiden står:

»Sexdronning er en samling sarkastiske, humoristiske og fandenivoldske tekster om kvinder og mænd, om misforståede situationer og om følelsesmæssig famlen. Om Ole og Pias turbulente liv som campister. Om den kærlighedshungrende reklamemand, om psykiateren, lægen og psykologen, om negeren med de store pupiller og om Silkeborg Sø, når den tager sig bedst ud på en søndag morgen.«

Det er, som det antydes, typer mere end individer, vi møder i Christina Hagens debut. Og frem for alt er det portrætter af kvinder: især overfladiske og afhængige. Dette indholdsmæssige omdrejningspunkt genfindes i bogens tekster, som benævnes »noveller« på forsiden, men optræder i mange formater: der er fire korte noveller, en længere fortælling i ni kapitler, tre satiriske opskrifter »Til de sultne afrikanere«, hvor fx alle ingredienserne bortset fra banan kan udelades i banankage med pynt, et skuespil og som et genkommende indslag: korte sentenser, der alle indledes med »Jeg husker [...]«.

I den første meget korte novelle »Mads« er jeg-fortælleren karakteriseret gennem et formfuldendt og dog lidt glat reklamesprog. Påfaldende er tre gentagelser af de samme led, fx: »Jeg sender sms-beskeder fra hans computer. Sjove og frække og sexede.« og »Du er en god fyr. En god elsker. En sød fyr, sådan en man vil have« og »Jeg haster igennem fællesstuen, igennem junglen af ting og ragelse og udklip på væggen. Plysmøbler, potteplanter, kaffekopper.«

                      Det er en sproglig stil, der påkalder sig læserens opmærksomhed og udvendiggør den kvindelige jeg-fortæller, som også spejler sit kærlighedsforhold i pop-ikoniske fremstillinger af og eksempler på relationer mellem kvinde-mand: »Romeo og Julie«, Kim Larsens sang »Kvinde min«, Yoko Ono og John Lennon.

I novellen »Klaus« ønsker Klaus at kneppe som i et bestemt klip fra en pornofilm og kalder jeg-fortælleren sin sexdronning. Også her fremstilles identitet som noget, kvinder tildeles (af sig selv eller andre) gennem spejlinger med figurer fra et medieunivers, mens de nære relationer hænger og blafrer lidt forsømt. Begge noveller kan siges at fremstille sine hovedpersoner som på samme tid usikre og underlagt forsimplende billeder på kvinder. De mest udleverende portrætter findes dog i den lange fortælling i flere kapitler, »Cecilie«, hvor vi får indblik i en 37-årig psykolog og hendes følelsesmæssige pendulbevægelse i forhold til den purunge Cecilie. Det går fra kærlighed til et generelt had til eget køn og lange passager om kvinden:

»Smukke Cecilie er blevet ambassadør for alt, hvad jeg foragter ved kvindekønnet [...] Initiativløsheden, deres venten på, at han ringer, at hun ringer. Deres påtagede spil. Deres "hard to get" -attitude. Deres selvbevidste, krukkede blik, når de stavrer igennem byen med skinnende læber og høje støvler. Deres sladren og bæren nag, nysgerrighed og smålighed. Selvretfærdighed og selvynk.«

Hadet giver sig udslag i en decideret kvalmefremkaldende scene, hvor psykologen voldtager Cecilie med en flaske til blodet strømmer. Her har fortællingen en direkte fysisk effekt, og således gør den kortvarigt indtryk og kan netop på dette punkt sidestilles med Feuchtgebiete, der også har passager, hvor der svælges i kropslig vold og blod særdeles intime steder. Men alligevel er alle disse kvindeportrætter og samtidig fremstillingen af et postmoderne vilkår for identitetsdannelse ikke det, der formår for alvor at gøre indtryk.  Måske skulle de være fortalt med større psykologisk tyngde, mere kritisk stillingtagen eller skarpere satirisk brod for at kunne være vedkommende og mindre velkendte.

Sexdronnings styrke og det, der kan siges at være interessant, er til gengæld at finde et helt andet sted. I de korte sentenser opereres med sproglige glidninger, fx i udtryk som: »Jeg husker at date en pilot, delvist fordi han havde nogle seje spejlreflekssolbriller.« Udsagnsordenes tid hænger ikke sammen, den sproglige motor »Jeg husker« skaber erindringen, som først virkeliggøres gennem datiden. Det samme greb kan siges at gøre sig gældende i novellen »Sambo«, hvor en sort mand veksler mellem at fremstilles som en forestilling eller et ønske og så at fremstilles som eksisterende i fiktionen gennem nutid. Eller sagt på en anden måde tydeliggør teksterne, hvordan forestillinger sprogligt kan virkeliggøres gennem leg med udsagnsords tid. 

Herved peges altså på skabtheden, men det gøres ganske originalt og snarere end at tømme teksterne for betydning viser det i en positiv gestus, hvordan betydning skabes.

Skift i tid benyttes også i de længere tekster, men her sker det gennem leg med fortællingens tidslinje. I føromtalte »Cecilie« fortsætter forholdet efter voldtægtsscenen som om denne ikke havde fundet sted. Det har den måske heller ikke, eller også har den, men som noget der ikke har nævneværdig betydning for mennesker. Er det et kuldslået samfundsportræt? Sexdronning kan i hvert fald positivt siges at være en undersøgelse af betydningsløshed og betydningsfuldhed, og det på en måde, der ikke er ligegyldig.