Titlen på Per Olov Enquists selvbiografi, Ett annat liv, hentyder til både det ene og det andet. For det første, på bogens formelle plan, har Enquist valgt at skrive om sig selv i tredje person og dermed skabt den distance hvor det egne liv kan fremstå som den andens liv (først til sidst i bogen, i et øjeblik af stor krise og omvending, får vi en transmission fra forfatterens bevidsthed i første person, s. 515). For det andet tematiseres forestillingen om "det andet liv" gentagne gange, på den ene side som forestillingen om at leve en andens liv, på den anden side som oplevelsen af at begynde et andet liv; et liv efter alkoholen. For det tredje spilles der på titlerne på de biografiske beretninger der har udgjort dele af Enquists værk: titlen på Johanne Louise Heibergs selvbiografi, Et liv, og på Enquists tv-serie: Strindberg. Et liv. Så "et andet liv" også bliver de andre liv som den skønlitterære forfatter skildrer i sine fiktioner.

Forestillingen om at leve en andens liv møder vi i selvbiografiens drømmerisk fantaserende barndomsdel der strækker sig over de første 100 sider, og hvor lille Per Olov har en tilbagevendende fantasi om at være en anden: at være forbyttet ved fødslen (som det ifølge familiehistorien er sket for en slægtning) eller i virkeligheden være sin egen storebror som døde ved fødslen:

Han har svårt att förstå vem som är vem. Han uppfattar det som oklart, lite misstänkt. Kunde det alltså vara så, att han i själva värket var döingen i kistan som fotograferats, medan det var brodern som levde?
 Det hade kanske skett en förväxling.
 Han vågar inte fråga, men känner sig orolig. Eller var det samma barn hela tiden? Alltså att han själv hade dött, och närapå kostat modern livet, för att sedan återuppstå.
 […]
 I varje fall: han var en annan. (s. 23-24)

"Döpojken" bliver en fast følgesvend i Per Olovs fantasi; en genkommende forestilling om at være sin egen genganger eller leve en andens liv, som følger forfatteren også i voksenlivet. I en anden og meget poetisk passage fra barndomsdelen udfoldes fantasien om dødedrengen således:

Hans säng er införskaffad redan före födseln, egentligen till döpojken, men nu vilar han själv där, i denna kista för levandes. Där vilar han i Guds trygga famn, sängen kan med ett skjutsystem förlängas, allteftersom han växer. På detta sätt förblir han alltid barnet i kistan. I princip är han under hela sin ungdom nyfödd, endast i hemlighet förlängd, och därfor beroende. (s. 70)

Når man har læst alle de fem hundrede sider af selvbiografien, har man lyst til at trække denne seng så langt ud at den også bliver leje for den granvoksne Enquist, som ikke bare i sin barndom og ungdom, men også i sit voksenliv på sin vis fremstår " nyfödd, endast i hemlighet förlängd, och därfor beroende" (da: "nyfødt, kun i hemmelighed forlænget, og derfor afhængig"). Afhængigheden bliver et centralt, om end bestandig forskudt, tema i bogen: afhængigheden af onani, af at skrive, af magnyler – og til sidst af alkohol.

Fantasien om at leve en andens liv forbindes med den afhængighed der skal kulminere i alkoholisme. Forestillingen om at begynde et andet liv er derimod knyttet til at træde ud af afhængigheden: "det andra liv han nu fått som gåva", hedder det til allersidst i bogen, da forfatteren efter gentagne, mislykkede behandlinger har lagt alkoholismen bag sig ved hjælp af sin egen skrivekraft.
Man kunne beskrive bogens forløb som historien om hvordan "ett annat liv" udvikler sig fra at betyde en andens liv (en skygge- og gengangertilværelse) til at betyde et andet, nyt liv, som endelig er det ene liv, det egne liv. Et forløb der ikke er uden en underlægning af vækkelse eller ligefrem genopstandelse – af de grundfortællinger som Enquist har med sig fra det pietistiske barndomsmiljø som skildres så formidabelt hen over bogens første hundrede sider.

Ud over "döpojken" har lille Per Olov også en anden trofast følgesvend i sin fantasi: "Välgöraren" eller "Reskamraten". Vi hører første gang om ham i bogens indledende "coda", som hen over tre sider præsenterer små kondenserede erindringsfragmenter i vilkårlig rækkefølge: om en nat i Island uden nordlys; om et gensyn med barndommens landskab; om at tømme et loft og finde breve; om at få lagt en Toshiba i skødet som en hundehvalp; om "trollsländornas återuppståndelse" (da: guldsmedenes genopstandelse, no: øyenstikkernes gjenoppstandelse). Små gådefulde brikker som hen over de næste 500 sider skal vise sig at høre til det puslespil der udgør et andet liv. Og mest gådefuld er "Rejsekammeraten", som er med forfatteren ved landingen i barndommens landskab:

Han hade, som alltid, tittat ut när de skulle landa, och identifierat den geografiska punkt varifrån hans liv kunde betraktas, och den unge mannen på platsen intill honom, han var i trettioårsåldern och i cheviotkostym, alltså Reskamraten, han hade nu som vanligt sträckt fram huvudet för att se och sagt Ser det ut så där nu, och han hade svarat Ja dom har ju byggt om, som om det hade varit helt naturligt. Morbror John är ju borte nu, hade han tillagt, förklarande. Jaså han också, hade mannen som kanske aldrig flugit förr och aldrig sett Gammelstället uppifrån svarat, ja det finns väl inte många kvar längre, och til detta fanns ju inte mycket att säga. (s. 7)

Senere skal vi forstå at "Rejsekammeraten" er Enquists far, som døde da sønnen var spæd, og som på et tidspunkt i barndommen installerede sig i himlen (sammen med Gud, Kristus og Jens Lyn) under navnet "Velgøreren": en velvillig vågen fra det høje. Og som senere endnu stiger ned fra Himmelen og bliver en usynlig følgesvend for sin voksne søn, der viser ham hvordan verden har udviklet sig siden faderen stivnede i sit 31. år og "cheviotkostym" (da: kamgarnshabit). Sin egen fars far bliver denne søn, denne evigt nyfødte og kun forlængede. (Og det virker så smukt og modent at man næsten ikke forstår hvorfor han ikke også kan være far for sig selv; hvorfor han ikke kan guide sig selv i en anden retning end opløsningen i alkoholens tåger.)

En død far er en god far. Sådan bliver faderbilledet i Enquists bog. Uforstyrret kan sønnen vokse op med sin stærke, selvstændige lærerindemor, mens far ser mildt og beskyttende til sin søn fra det høje. Ingen ødipale kampe her, kunne man have lyst til at sige, hvis ikke man derved kunne risikere at gøre sig skyldig i det samme som den unge Enquist blev anklaget for da han havde sit første møde med en forlagsredaktør og fik sit romanmanuskript afvist med vurderingen: "Osmält Freud" (da: Ufordøjet Freud) – en kritisk etiket han aldrig siden skal glemme.

På sin vis kan der siges virkelig at være noget ufordøjet Freud over Enquists skildring af relationen til forældrene. Fx kredser han igen og igen om hvor mærkeligt det er at han føler skam over sin frenetiske pubertets-onani når det nu aldrig er noget moderen har ytret sig fordømmende om - som hun til gengæld i rigt mål har gjort det med alkoholen. Det får mig til at tænke på hvordan Sartre i sin litterære bedrift af en barndomsskildring Ordene igen og igen hævder at han ikke har noget Ødipus-kompleks fordi han ikke har nogen far (!) Hvad er det med disse ellers så kloge forfattere der tror at fædre er sat ud af det ødipale spil fordi de ikke er fysisk til stede, eller at forbud og tabuiseringer ikke eksisterer fordi de ikke er udtalte?

Skulle man som læser lege halvfordøjende freudianer (og det har denne læser, indrømmet, en svaghed for), tegner der sig med Enquists selvskildring et portræt af en eksistens der i sig bærer en længsel efter den store hvile. En længsel som driver både seksualiteten og alkoholismen: at finde hvile i den vaginale kløft er igen og igen bogens formulering af begærets mål, og når forfatteren indtager sin alkohol er det (som pubertetens onani-scener) i enrum og i en forsvinden fra verden. Også skriveaktiviteten har noget af denne forsvinden-fra-verden-i-den-vaginale-hule over sig; meget gerne skriver den granvoksne forfatter i sin mors køkken. Man kunne læse historien om forfatterens kamp med alkoholismen som historien om hvordan forfattergerningen og alkoholen kæmper om at fylde det onanistiske enrum, og hvordan forfattergerningen slutteligt vinder, i en gribende skildring af hvordan alkoholismens tåger definitivt trænges bort da forfatteren begynder at skrive romanen Kaptajn Nemos Bibliotek, som på sin side er en tilbagevenden til barndommens landskab; en roman baseret på den historie om forfatterens plejesøster, som selvbiografien igen og igen antyder som noget forfærdeligt og skæbnesvangert, men aldrig fortæller os.

Modsætningen, den uendelig produktive modsætning, i dette forfatterskab, spænder sig da ud mellem denne længsel efter tilbagetrukket enrum og en insisteren på at være i verdens vrimlende midtpunkt: at skrive politisk kritisk dokumentarisme, at vandre med de sorte pantere i USA, at engagere sig i det svenske Socialdemokrati, at rapportere fra OL i München i 1972, at stå i Prag da muren falder i 1989. På én gang midt i verden og afsondret fra den. "Centrum er et overvurderet sted", som det hedder om både München '72 og Prag '89: "då förstår han ingenting, befinner sig så nära centrum att folkmassan skymmer historien, och vill helst sova".

Selvbiografien begynder og ender i barndommens landskab. Der er en vis korrespondance mellem de første hundredes sider skildring af barndommens univers og de sidste hundrede siders skildring af alkoholismen. I begge tilfælde en fabulerende, drømmende eksistens, alene med sig selv og de fantasivæsener den befolker sit univers med. I midten befinder vi os derimod, med titlen på andendelen (og formentlig en hilsen til Hemingways novelle "A Clean Well Lighted Place") på "En starkt upplyst plats", midt i den sociale, politiske, kulturelle virkelighed, hvor barndommens grundvand dog stadig jævnligt pibler frem: da forfatteren kommer til Berlin og ser Ulrike Meinhof tale, synes han hun ligner en af de unge piger fra barndommens vækkelsesbevægelse, og da han kommer til Paris og ser Eiffeltårnet, synes han det ligner det spir morbror Aron borede gennem isen for siden at sænke sig ned i det kolde vand med en sæk kartofler på ryggen.

Man kan som læser ikke andet end fryde sig over, at det var skriften der vandt over alkoholen i kampen om at fylde forfatterens enrum, således at vi nu er velsignede ikke bare med Kaptajn Nemos bibliotek, men også med forfatterens fantastiske selvbiografi.

For at gribe til en rigtig gammel, fortærsket sandhed om kunsten, så formår den at transformere det private-personlige til noget alment. Således transformerer Ett annat liv de fantasier om at være en anden, som har deres helt særlige oprindelse i Enquists psykohistorie, til den almene sandhed at enhver er en anden, at ethvert liv er "et andet liv", at ingen kan se når de befinder sig i centrum, og at nuet altid er gennemtrukket af en anden tid. Så er det op til os og vores psykohistori om vi kan bære denne sandhed, eller om vi må lindre den med et narkotikum. Vælger man et narkotikum, kan Enquists prosa anbefales.