Herbarium af Øyvind Rimbereid
anmeldt af Lars Bukdahl


BLOMSTEN AF MIDALDRENDE NORDISK POESI, HÅRDT PRESSET
Printvenlig side  


Jeg skulle aldrig have læst Anna Hallbergs beundrende, men solidt skeptiske anmeldelse af Øyvind Rimbereids digtsamling Herbarium - i mellemtiden den ene af Norges to indstillinger til Nordisk Råds Litteraturpris – i Vagant 4, 2008, betitlet "Blomstrande dikter i dammafria buntar", for hun har temmelig  meget fuldstændig ret! Selvfølgelig kunne det være sjovt for én gang skyld at levere en anmeldelse, der bare lød: Jeg er helt og aldeles enig i X's anmeldelse af Y: Z, læs venligst denne (og eftersom dette er en net-anmeldelse, kan redaktionen endda skjule et link lige her, og det må de for min skyld hjertens gerne, så må vi se, om der overhovedet er nogen, der vender tilbage til min anmeldelse igen). Og heldigvis er det sjældent, at man inden egen (avis)deadline, falder over så fint reflekterede og skarpt sansende (tidsskrift)anmeldelser, men nu er opgaven jo hårdt nok at skrive mig udenom Hallbergs anmeldelse frem til en smagsdom, der ligesom rimene i Rimbereids bog (sover/lover, gjelder/forteller, skoen/kloen fx, sgu ikke ligefrem rap!) ikke alt for opfindsomt rimer på hendes, smagsdom altså.


For at gøre opgaven endnu umuligere vil jeg starte nøjagtig samme sted som Anna Hallberg, med ordbogsdefinitioner nemlig. Jeg vil oprette en enkel og på ingen måde udtømmende digtsamlings-typologi på i alt kun 2 digtsamlings-typer, Antologi-Digtsamlingen og Herbarium-Digtsamlingen.


Antologi kommer fra græsk som en død metafor, der i daglig tale betyder en bog, der opsamler forskellig tekster (for længst eller til lejligheden) skrevet af forskellige forfattere, om ordets etymologi oplyser Nudansk ordbog: - ant/o+log/i – græsk anthologia 'blomstersamling' – ánthos 'blomst' + logia, logeia 'indsamling, optælling afl. af légein 'plukke, tælle, sige'.


Herbarium kommer fra latin som et konkret nok (fremmed)ord, der betyder en samling af tørrede planter, om ordets etymologi oplyser Nudansk ordbog: - herb+ar/i/um – senlatin herbárium afl. Af latin herba 'plante'.


Jeg vil følge noten til den danske digter Janus Kodals debutsamling Antologi, 1991, og afmetaforisere antologien til en blomsterbuket: ""antologi"-buketten er bundet fra 1988 til 1991." En broget buket af friskplukkede blomster, sådan som i særklasse en debutdigtsamling har det med at tage sig ud, for nu straks at metaforisere tilbage igen. En Antologi-Digtsamling er altså en digtsamling, der organiserer sig (ad)spredt (eller med et finere ord: musikalsk) og (angiveligt) spontant efter den forhåndenværende poesiproduktions orden og mangel på samme (Almanak-Digtsamlingen (forpulede årstider!) kunne være et andet ord for eller en særtype (den almindeligste nemlig) af Antologi-Digtsamlingen: kalender(u)orden), en digtsamling, der løsagtigt spiller frisk. Et eksemplarisk digt fra Kodals bog, der lyder og vil lyde nøjagtig lige så ungt (= frisk), som det er, "Verden drejer":


Luften passerer gennem lungerne
min stemme presses ud i luften.
Bækkene løber ud i havet
hvor ørreder venter på at trække op.
Træerne rækker nøgne op mod skyerne
fugles kløer griber om deres grene.
Sneen falder og forsvinder.
Solen står op og går ned hver dag.


Herbarium-Digtsamlingen er en digtsamling, der er som en samling af tørrede planter, der organiserer sig strengt og (ikke mindst traditions)bevidst efter formelle og tematiske skemaer i forhold til et overordnet digtsamlingskoncept, en digtsamling, der velordnet spiller klog. Danske Mette Moestrups digtsamling kingsize fra 2006 er naturligvis en Herbarium-Digtsamling, og norske Øyvind Rimbereids digtsamling Herbarium fra 2008 er selvfølgelig en Herbarium-Digtsamling, Moestrup er født 1969, Rimbereid 1966, Herbarium-Digtsamlingen er en fundmanetalistisk midaldrende digtsamling.


Herbarium består af 22 digte, alle med et blomsternavn som titel og en uddybende undertitel, undtagen tre, der bekræfter reglen (og regelretheden): "Prolog. Blomstene.", "All verdens blomster. Giordano Bruno" og "Epilog. Den siste blomsten". Undertitlerne markerer digtsamlingens ambition om at udgøre en art floral encyklopædi en miniature, eksistentielt (brugsrituelt): "Hvit kala. Brudebukett", "Stemorsblomst. Gravskrift med blyant", "Forglemmegei. Forelskelse (fritt etter Basho)", religiøst/ metafysisk (jf. også eksistentielt): "Krokus. Påske", "Rose III. Egentlig rose", miljømæssigt: "Dvergtistel. Truede arter", nationalt: Ode ved dronning Sonjas 70-årsdag, Rogaland 4. juli 2007", storpolitisk: Zilla spinosa. Sinai", "Blå valmuesøster. Tibet", åndshistorisk/ litteraturhistorisk / poesihistorisk/ blomsterpoesihistorisk: oden til dronning Sonja, haikuet efter Basho, "Syrin. Franz Kafka, Wien, 1924", "All verdens blomster. Giordano Bruno". Hvortil kommer, at digtet "Tulipan. Mani" viser sig at være en over 30 sider lang gennemgang af 400 års finanskrak, og at hvert digt, med eller uden poesihistorisk skabelon, med al ønskelig (grafisk) tydelighed er formateret for sig. Nede i digtene selv flyder det formeligt over med anekdoter, informationer, henvisninger, fakta.


Hvilket alt sammen kunne være glimrende – en frisk blomsterbuket er ikke a priori poetiskere end en samling tørrede blomster – hvis den massive, flerdobbelte (tema, form, fakta) encyklopædicitet blev modsvaret af en vis bevægelig spilfærdighed, et vist personligt temperament og en vis respektløs (selv)ironi i omgangen med samme, eller også skal der gås til yderligheder med encyklopædiciteten, nørdes systemdigterisk, fodnote-udsyrende i bund (som i fx danske Klaus Høecks mursten Hjem, et "komplet" katalog over ånd, kultur og natur genereret af formlen for Danmarks undergrund), men problemet med Herbarium er uretfærdigt nok, at den holder sig så allerhelvedes smagfuld og fornuftig og ligevægtig og udsøgt, bogen hverken hvisker eller råber op eller – Gud forbyde – griner, men den konverserer heller ikke, den bare poetiserer sin orden og ordner sin poesi, med en vis stivhed, en vis temperamentsløshed og en vis (selv)højtidelighed.


Det kunne godt se ud som om, at i det mindste lange, lange tulipan-digt went overboard, men når jeg sidder i min kritiske lænestol og læser det, opleves det ikke sådan, snarere minder det om en overmoden skolestil, der med fuldt overblik over sit stof, de her 400 års finanskriser sirligt fortæller og pynteligt poetiserer og fyndigt reflekterer; "Allerede 1927/ og togene hamrer inn på New York Central station/ med masseproduserte moteklær og kjøleskap/ til husmødre som ikke engang ville ha tenkt på sånt/ om det ikke hadde vært for/ dette vesle, kjærlige ordet kreditere: "å tro"."/ Millioner i tro/ på tross av Fedral Reserves/ presteaktige, advarende ord."


Lad os pædagogisk sammenligne to digte med den centrale poetiske blomst rosen i titlen: Øyvind Rimebereids "Rose III. Egentlig rose" (der nemlig er det tredje af i alt tre rose-digte) fra Herbarium og Mette Moestrups "Rose" fra hendes anden bog og første Herbarium-Digtsamling, Golden Delicious, 2002 (oversat til svensk 2004), først Rimbereids rose:


Så kommer den brukte rosen, i sin alt for store kjole
strikket av pensler, parfyme og melisglasur.
Den som forstår henne nå, er bare den nyeste slaven
som i sørøst syr på vårt rosamønstrete sengetøy.

Det var på en pute av roser Kleopatra svevde skyfritt over syv års uår.
Med en rose i hånden blir det engelske krigsblodet fortsatt hvitt.
Sub rosa: en hemmelighet bare rosen skulle høre, men alltid bare høre.
Men sånn som pave Clemens hatet deg: du frilynte søte!

Rosen, som må stå rett i syv netters næring.
Rosen, som må være så øm når den skal sove hos den døde.
Rosen, som aldri kan le, fordi Jesu blodsdråpe akkurat da treffer bakken.
Rosen, som mister alt ved sitt navn når hånden slår den av, tilbake verken kronblad eller torn.

Men den rosen som da spirer, rosen med kronblader uten farge,
foldet ut i verken dag eller natt, ingen himmel, ingen slave,
bare rosen innerst i rosen, blomstrende lik skummet på en stein
lagt igjen av en bølge, som heller ikke selv vet hvor den nå er.


Så Moestrups rose:


Tirsdag og vi nipper
til libanesisk rosenvand.
Hvid kaffe siger min libanesiske
veninde at det kaldes, siger Rose
og Roses libanesiske veninde nikker.
Og Rose siger pik er pik og
Roses libanesiske veninde nikker.
Men Rose og Roses libanesiske veninde!
En kaffebønne dufter jo ikke som en rosenknop
siger jeg, og mænd... mænd de
... tænker som bekendt med pikken, siger Rose
og Roses libanesiske veninde hvis navn betyder nat nikker.

Men Rose og Roses libanesiske veninde!
Mine damer! Jeg må invende:
      Pikken kan være metaforisk – Min elskede er som en pik.
Ligheden mellem den elskede og pikken er overført og flertydig.
Den elskede er rejst eller ude af stand til at rejse, den elskede
er hård eller blød eller rød i hovedet, måske.
      Pikken kan være metonymisk og forskyde sig fra banan til vaniljeis
eller allegorisk og stå for sig selv med stort ligesom Døden i kutte.
      Pikken kan stå for sex som del av helhed; når man siger
her kan man få sig noget pik er pikken et sexsymbol, ikke sandt?
       Pikken kan besynges apostrofisk, man kan altså anråbe den bortnærværende
pik begærligt o pik – og endelig kan pikken gives tale, det kaldes prosopopeia
og hvad kan pikken sige? Jeg mangler ord eller
Jeg kan ikke skjule det mere: Han misbruger mig.
      Mine damer! Rose og Roses libanesiske veninde!
Vi må således konkludere at pik ikke partout er pik.

Blablabla. Det er ren retorik, siger Rose
og Roses libanesiske veninde hvis navn betyder nat
og som aldrig bruger slør nikker.
Nånå. Men hvad tænker du så med, Rose? spørger jeg.
Jeg tænker med kussen, siger Rose, jeg tænker meget. Og Roses
libanesiske veninde hvis navn betyder nat og som aldrig bruger slør
men samme rouge som Rose smiler.

Jeg blev meget ked af det og måtte gå.
Hjemme pillede jeg skamfuld og ydmyget
vattet ud af brystholderen og sokken ud af gylpen.
To vattotter og en sammenrullet sok!
Gipstestikler. Marmorbryster. Fuck!
Var det hvad jeg havde tænkt mig at tænke med? tænkte jeg.
Og det skal jeg sige jer:
Sok. Vattotter. Jeg er ked af det.
Jeg kan ikke bruge jer mere i mine digte.
Jeg er ked af det. Jeg er meget levende.
I er ... alt for meget jer selv. Farvel.


Rimbereids rose bekræfter sig selv hele vejen igennem: der er først den nydeligt encyklopædiske gennemgang af mystiske roser (nej, allerførst er der første strofe, der fabulerer rådvildt og frit, men det forsøg sætter Cleopatra hurtigt en stopper for), og så er der som intenderet modsætning digtets egen, autentisk poetiske rose i sidste strofe, der imidlertid fremstår akkurat lige så klichéfuld som de encyklopædiske roser, fordi den intet sideblik har til sig selv som klassisk kliché (og dermed ingen flugtmulighed opnår) og så bare, ja, ja, rent poetisk (vi kunne også sige: billedligt), ikke er nær stærk nok i forhold til al set-up'ets ordentlighed.


Moestrups rose er fra starten af personificeret som en særdeles genstridig veninde ved navn Rose, der ikke giver noget for digterjegets lærde foredrag om, at ikke kun roser altid allerede er poetiserede, hvilket kaster digterjeget ud i en akut, barok (køns)identitetskrise, som jeg nok skal vare mig for at tolke nærmere lige nu og her, hvor jeg vil nøjes med at fremhæve Moestrups dynamiske dobbelthed af orden og vildskab, stilisering og livlighed, opbyggelighed (man får jo faktisk, encyklopædisk, noget af vide om poesi af pik-foredraget) og sabotage, oprigtighed og vrængen, refleksion og nonsens; sådan en rose har jeg ikke mødt før!


Den skal ikke siges med blomster, poesien, sigeligheden skal blomstre, og gerne tørt.







Tip en ven
Øyvind Rimbereid
Herbarium
88 sider, Gyldendal Norsk Forlag









Øyvind Rimbereid er født i 1966 i Stavanger og er bosatt i Bergen, hvor han arbeider som undervisningsleder ved Skrivekunstakademiet. Han debuterte i 1993 med novellesamlingen Det har begynt og har siden gitt ut ytterligere 7 bøker; både prosa, dikt og essays. For sin seneste diktsamling, Herbarium, mottok han Brageprisen i 2008. Boken er også nominert til Nordisk Råds litteraturpris.