NOKON MÅ HA VORE HER FØR

En jeg-person drar til Paris for å finne kjæresten sin som har forlatt ham. Han finner Linda med rødt hår. Han sitter på en pub og ser på en tv-skjerm at Linda er myrdet og han selv er etterlyst. Han stjeler en bil og raser av gårde. Han kræsjer i et tre og vakler ut i natten. Han møter en hare. Den snakker til ham. Så kommer han til et herskapshus med noen aristokratiske barn. Han lar seg beverte. Senere møter han hunden med øyne så store som tinntallerkener, og han møter en prinsesse som han gifter seg med. De lever lykkelige alle sine dager. Nei, forresten, prinsessen blir påkjørt av en bil etter den første elskovsnatten, på vei til en restaurant. Hun har nettopp sagt: "Skal vi så gå?" Han har nettopp svart: "Jeg mangler eau-de-cologne," hvorpå hun har replisert: "Du skal aldrig mere bruge eau-de-cologne." Han er i Pyreneene. Han er tømmerhugger. Han er filosof. Han er vi. Vi tenker slike ting som dette:

[ ...] VI HØRTE ALTID GALT,
OG DA VI FORSTOD DET, SÅ VI, AT ET MENNESKE
ALTID KUN KAN FORKLARES DET, SOM DET
ALLEREDE VED. Vi så århundrenes fortrængning af
dette erfaringens faktum. Vi så, hvordan enhver inden for
en hvilken som helst sprogform inden for en hvilken som
helst historisk subkultur af vor kultur uundgåeligt havde
måttet blive i sin afhængighed af denne sprogform, lige
indtil den bare ikke kunne længere, på samme måde som
kulturen i sin totalitet havde måttet blive i sin
afhængighed af sig selv [...]

Jeg får en fornemmelse av å bli meg forklart noe jeg allerede har blitt meg forklart, men hvor, av hvem? Brixvold har utstyrt boka si med en Note. Der står det bl.a. at begrepet "språgformerne" er fra Thure Erik Lunds Grøftetildragelsesmysteriet. Nå, så det er altså Thure Erik Lund som har forklart meg dette før, at han likevel ikke kan forklare meg noe jeg ikke allerede vet. Tanken folder seg inn i seg selv, svimmel, jeg er bare språk, språket er bare natur, naturen er foldet inn i seg selv, selvvegeterende, jeg beveger meg med nødvendighet mot min egen innkrøkthet i meg selv, men dette er vel ingen forbrytelse? Langt mindre en forbrytelse svanger med fremgang? En plutselig frigjørende tanke: JEG HØRTE GALT. "Vi så ikke/ blot ordene 'vi så', men også deres ordløse mening/ splintre i alkræfternes jubel." Mens jeg leser dette blir jeg avbrutt av en mobiltelefon som ringer iherdig. En tåpelig ringelyd som ikke nøyer seg med å være bare vanlig ringelyd, men som liksom vil herme en "jublende" fugletrille. Men så blir jeg oppmerksom på at jeg er alene her, fugletrillen kommer ikke fra noen mobiltelefon, den kommer fra en fugl. Lyden vil meg ingenting; fuglen er ganske enkelt beskjeftiget med å lage en naturlig lydkulisse med jublende fugletriller for meg.

Her jeg ligger utskrakt på magen i sola og blir mer og mer svidd på ryggen mens jeg tenker på hull i osonlaget og hudkreft og nylig har ankommet side 149 i Jeppe Brixvolds roman Forbrydelse og fremgang, der en humle nettopp har dumpet ned på siden og kravler rundt. Den blir stående og gnikke følehornene sine mot hverandre midt i følgende avsnitt:

En høj regn fra skyer slog ind fra nord. Den milde, bløde
jord ledte videre ned i et traumraum af uvished, og aftenen
var begyndt. Jeg gik i dens gamle ensomhed, mit hår
dryppede, og i mig en dyrisk frygt, som hos en mus, der
kigger frem med sorte, lysende øjne, før den trækker
snuden til sig, ind under roden igen, og dog må den ud.
Den må ud nu! Men den sitrer, nervøs, kun netop vakt af
regnen

Jeg stirrer på tekstblokken, på ordene, på bokstavene; de reiser seg opp fra boksiden og begynne å kravle rundt og gnikke følehornene sine mot hverandre i et dypere, søvngjengeraktig fellesskap med humla. Æh, du forstyrrer meg, vesle humle, mumler jeg. Jeg ha'kke tid til å dvele slik ved hvert avsnitt, jeg må videre, videre! Hver gang jeg blar om i denne drøyt 400 sider lange boka kommer jeg nærmere lesningens teleologiske fullbyrdelse: anmeldelse (straff). Visst er jeg fryktsom, jeg kikker frem med mine små dyreøyne og trekker raskt snuten til meg. Men redaktøren har purret. Den må ut nå!

Vent nå litt, svarer humla, og lytt til hva jeg har å si! Jeg sier: Før i tiden ankom bøkene leserne uomskåret. Man måtte selv bryte opp hver side og ble seg således bevisst at lesning dypest sett er en serie forbrytelser. Jeg sier: Ikke leser man vel med kniv lenger. Vi så at lesningen ble en motstandsløs affære. Bøkene kom til leserne som en pakke ferdigoppskåret serranoskinke, med små tynne flak av plastfolie mellom hver skive. Man slapp kliss. Vi så at det var godt. Forbrytelsen hadde knipset bort seg selv som problem idet den tok bolig i alle tankeformers a priori. Vi så at et menneske kun kan forklares det, som det allerede vet. Forbrytelsen hadde alltid allerede funnet sted. Lesningen er i sin totalitet avhengig av seg selv. Og vi så at det var godt.

Jeg trekker pusten dypt for å blåse bort humla; hele avsnittet letter fra boksiden, en urolig sverm av små svarte bokstavdyr flykter inn i nærmeste busk, en hær av bokstaver drevet på flukt, det er krig! Men humla er tung og drukken av sol. Nå vakler den ensom rundt på min skinnende blanke bokside, halvt i svime: Jeg sier, jeg sier – sier den. VI HØRTE ALTID GALT, svarer jeg triumferende, og klapper sammen boka, setter meg på den og tenker på humlestoffet som nå gnis ut mellom boksidene, tenker at denne humla skal aldri mere plage meg, jeg er jo også mer opptatt av hester.

Den kommer til meg om natten, et stort og mystisk dyr som stiger ut av tåka i skogen og bøyer hodet ærbødig. Jeg elsker med hesten Bukefálos, den har et voldsomt lem, det har jeg også, for jeg er Alexander den store, jeg elsker hester og damer og kolleger. Men kollegene blir lett fiender. Sånn er det å ha makt. Jeg erobrer stadig nytt land, vinner stadig nye allierte, jeg er en stor strateg, men også filosofisk anlagt og romantisk. Jeg er verdensånden til hest, ville kanskje Hegel ha sagt om meg, men det vet jeg jo ikke for sikkert all den stund han kommer etter meg. Jeg tror da heller ikke på skjebnen, selv om jeg gjerne rådfører meg med den. Alt er som det er, mitt viktigste anliggende er at jeg ikke kjeder meg. Så lenge min sterkeste rival, den persiske kongen Darios er i live, behøver jeg ikke å kjede meg. Jeg vinner flere slag mot Darios, men han slipper alltid unna. Jeg tar hans kvinner under mine beskyttende vinger, jeg får et barn med hans kone, hun dør i barsel, jeg elsker med hans datter, men Darios selv glipper alltid ut mellom fingrene mine som et stykke glatt såpe. Jeg drømmer om Darios. Han er høyere og mørkere og penere enn meg. Men jeg er den personen som tar mest plass i boka til Jeppe Brixvold. Jeg er en kriger. Jeg vet at militærstrategiske spørsmål kjeder kvinner. Kvinner er mer opptatt av urter. Jeg er opptatt av kvinner og derfor også av urter iblant. Men ikke så mye at Brixvold vil klare å trollbinde samtlige av sine kvinnelige lesere i sin fortelling om mine bragder og bedrifter og nedleggelser. Det får da også være Jeppe Brixvolds problem om han mister mange kvinnelige lesere mens jeg utfører mine spektakulære slag (som formodentlig har forelegg i mange av de bredt anlagte episke Hollywood-filmene om heltebedrifter og store slag, men det skal jeg ikke si for sikkert, all den stund de kommer etter meg). Hadde Brixvold vært en kløktig strateg hadde han nøyd seg med å fortelle historien min, kanskje kunne jeg ha brakt ham ære og berømmelse og en mengde (mannlige) lesere. Men han har valgt å omslutte historien min med en uoverskuelig mengde andre historier og karakterer og forvandlinger og tidsreiser og språkformer. Jeg føler meg trengt. Joda, jeg liker lyre og fløyter, jeg liker Orfeus' sanger, men Orfeus var en svermerisk, formålsløst omflakkende mann, Jeppe, uten handlingskraft, uten oppdrift. Orfeus så seg tilbake, og det brakte ham ulykke – det skulle du ha visst og tatt lærdom av! Se deg aldri tilbake, Brixvold!

Aj, men hold nu kæft, Alexander. Give me a brake, willst du? Du kan ikke blive ved med at tale til fictive characters. Brixvold is just another author, du weisst. L'auteur n'existe pas. Il est mort. Leve leseren! Det er meg, der bestemmer. Men just nu trenger jeg til at penses inn på noget, der skal en anmeldelse ud, il faut penser, vous comprenez? Vad vill han mig, denne fiktive karakter, Brixvold? Det är detta jag inte förstår. Han er, maybe, kun opptagen af show off, at vise de sprogformer frem, und durch und durch ist das Fragment sehr angenehm dazu? There is a crack, und so weiter, och something bliver synligt som inte var det förut. Romantik. Och att – en brist. Hur då? Efter kamperne, pregnancy. Pilgrims progress. Listen carefully:

Likar har ført sin flok af gravide op i bjerget. De møder
mennesker, som fortæller dem noget. De lærer noget.
Likar rammer en hjort på tredive skridts afstand. Hun er
så voldsom og dygtig. Hun er så undselig, fin og
beundringsværdig. Hun siger, kære veninder, vil I gå
videre? Vil I finde dem? Jeg kender stien, vi kan finde ham,
kære veninde. Jeg kan finde ham til dig.

Og Halk, rasende, rød. Jeg blusser, bror. Engang havde jeg
et spyd. Jeg gik over bjerget her. Jeg siger dig, JEG
ELSKEDE BJERGET HER! Det gør jeg stadig. Jeg er
trofast, Ger. Men du kender mig ikke. Du kom i din egen
dumhed. Du kom i din trøstesløse dumhed. Du godeste,
for en misere

Ja, i min egen dumhet kom jeg. Og jeg fant stor skjønnhet. Og jeg fant stor forvirring. Han var så voldsom og dyktig, Brixvold. Han var så unnselig, fin og beundringsverdig. Jeg blusser, søster. Men aldri fant hun ham til meg. Kjære venninne, jeg er trøstesløs. Siger hun.

Jeppe Brixvold
Forbrydelse og fremgang
408 sider, Gyldendal.

Jeppe Brixvold har en blog, hvor blandt andet romanen som mulighed bliver diskuteret.