ALT ER ALLIGEVEL LYS

Denne måneds litteraturpris går til Hans-Erik Larsen for hans nye, fremragende digtsamling Og så til mennesket; højrøstet tak til det lille forlag Spring for at springe til og hvislende utak til alle de store forlag, inkl. et vist opkøbt tabersamme (der udgav Larsens forrige tre samlinger), som har takket nej: hvad fanden bilder de sig egentlig ind ansigt til ansigt med så indlysende fin og magtfuld og distinkt poesi, jeg mener, det her lille kærlighedsdigt, "Kjoleliv", kan da få selv Schade formuldet i sin grav på Assistens kirkegård til at spidse læberne, og har jeg sagt, det hedder "Kjoleliv"?:

du sukker i dine hænder
jeg står foran dit kjoleliv

solægget koger over

højbrynet skifter vejret dragt
størrelse extra large

op buler troen i kærtegn
du er her jeg dør aldrig

Det er, synes jeg, beskæmmende, at flertallet af forårets (ifølge autoriteten mig) bedre end gode danske digtbøger (og det der ligner) er kommet på små eller decideret undergrundsplacerede forlag: hos Clausens Kunsthandel (!) Eske K Mathiesen, på Basilisk Per Aage Brandt, på Arena(dottir) Morten Søkilde, på Anblik Hans Otto Jørgensen, på Hovedland Viggo Madsen og nu på Spring Hans-Erik Larsen vs. på Gyldendal Lone Hørslev, på Borgen Simon Grotrian og Peter Laugesen, på Samleren Peter Nielsen (jeg har ikke fået tjekket Sten Kaalø på Tiderne Skifter, men jeg tror på ham). Og nej, det kan ikke være det samme, for samtlige nævnte i det små udkomne bøger, undtagen undtagelsen Søkilde, har dags dato ikke opnået mere end de sædvanlige 1-2 avisanmeldelser. Og det er i aviserne, beklager, at poesien har sin primære offentlighed – men uden aviserne (så godt som) ingen sekundær offentlighed, i form af poesikøbere og poesilånere (nettet er højst den tredje offentlighed, endnu!) - især når anmelderen husker på at citere de mere end gode digte fra de mere end gode digtsamlinger in toto, "Rouge":

næppe dagklar forbi byggepladsen
for prædikanter i mur og mørtel
der stabler min forklaring
af vaklende månelys op på tagryggen
til et stativ flaksende måger og frimærker
poststemplet en konservesdåse

det er brevet til gud og hvermand
svaret er lænket fast til køtermunden
og jeg er en dåseåbner
ved en buket spaghetti

du stiger op i rouge på kinderne

jeg skriver til dig på parkeringspladsen
ad bladranker op ad huset
jeg plukker et blad:
et andet ord for
jeg savner dig

Så har vi også en meget god idé om den 25 digte smalle bog: der er kærlighed i blomst, og der er kærlighed i (modvillig) visnen, og der er eksistentielt og åndeligt mudder i en moderne hverdag, alt godt fra centralpoesien med andre ord, og netop med andre, dirrende og fygende og smældende ord, som også demonstreret i de to digte: bratte, gladelig håndgribelige og barokke metaforer + spilfærdige, knop(for)skydende metonymier; konfrontationsmodernisme, der er god som ny, fordi den ikke duknakket konfronterer sig frem, men sørgmuntert besynger i øjenhøjde, med avet, dvs. stilig vildskab.

Derfor også de evige, Beckettske nej-ja-besværgelser, "der er intet jeg/ der er et jeg", "det er for sent / det er ikke for sent". Hele tiden skal og kan digtene tale sig selv med samt sit jeg og co. på ikke plads, men i form, en form, der er i bevægelse, dirrende, fygende, smældende (og ikke joggende!). Derfor kan digteren ikke nære sig for – ved siden af al billedeksende modernitet - at sammenligne løs på alskens elementært, blomster og sager, og gøre en decideret serialitet af sol-metaforer, i de forskelligste humører; fra udsatheden i det første digt "Cementblander": "ud på et strygebræt af sol/ der drejer rundt i en/ cementblanding på byggepladsen:/ jeg virker ikke" over ambivalensen i "Solmønt: "jeg stiller mig an under tiggersolen/ drejende i mønter af solopgange" til opturen (omvekslet til måne) i det næstsidste digt (se nedenfor).

Og derfor kan bogen tillade sig noget så dristigt for en digtsamling som at ende godt, og derfor kan læseren tillade sig at blive den mindste smule våd om øjnene ved the happy ending, men kun det næstsidste digt citerer jeg, der skal være mulighed for at glæde sig til det sidste, og selvfølgelig er du'et digtet og sminkøren digteren, selvfølgelig, "Jeg tror på sminkøren":

det slår ring om mig
jeg tror på det du siger

nellikerne er smukke
spejlet er ren overflade
og der er intet at gøre

andet end at gå rundt om søen
under duften af din parfume

jeg tror på sminkøren
jeg tror på stylisten
jeg tror på frisøren

det tror jeg på:
at du dufter til ære for mig

det er til gengæld
solen der sender sit klædestykke

i gløden fra lysets mejetærsker af skygger
hen over kornmarken

jeg ringer dig op
under høstmånens øje

alt er lys
alt er alligevel lys

jeg mener: mørket er optaget
dér er der ikke plads i dag

Bogen indeholder et (ikke-fordømmende) digt om elektrochok, men spørgsmålet er, om det ikke er værd at (gen)overveje digtterapi: Hans-Erik Larsen som poesiens Dr. Feelgood. Se bare, hvordan jeg ved at anmelde Og så til mennesket er blevet gladere og gladere og gladere. Gå ned i din velassorterede boghandel og synk den selv, privilegerede Litlive-læser, der får lov at få nys.

Hans-Erik Larsen
Og så til mennesket
51 sider, Spring.