SMÅ BØGER, STORE VERDENER

Digte er som en slags telte. Som mobile hjem, man når som helst kan folde ud og krybe ind i. Således har jeg gennem efterhånden lang tid båret tre tynde norske digtsamlinger på mig, og hvor som helst slået op på tilfældige sider, for at krybe ind og bebo deres rum. Det er meget forskellige oplevelser, men fælles er, at man ikke kommer ud derfra med færdige tolkninger, men altid en lille smule fortumlet, men med åbne skærpede øjne, som om man har taget sig et forfriskende bad, og nu er klar til verden igen. Det har altså været opløftende og rart at læse disse digte. En anden, og ikke så enkel opgave har det været at skulle skrive om dem. Det er vanskeligt, fordi de tre små bøger, eller rettelig hæfter, på sin vis er lukkede om sig selv, og egentligt ikke særligt let tilgængelige. Her kan jeg også mærke at det, at man ikke kender konteksten, altså den norske lyrikscene, samt ikke er på hjemmebane i sprogets nuancer og henvisninger, betyder noget. Man føler sig ikke helt kompetent og er der noget, som en kritiker gerne vil føle sig, så er det ovenpå og kompetent. Her må jeg altså erkende min egen usikkerhed og uvidenhed.

Lad os straks gå videre!
En miniature er noget i et lille format. Betegnelsen er oftest brugt om billeder, altså om små malerier, og går tilbage til middelalderen, hvor miniaturen var det lille initial eller ornament, der prydede en håndskrift. Det norske forlag H Press, har kaldt sin nye serie, hvor der altså netop nu er udkommet tre små bøger, men flere kan forventes, for Miniatyr. På dansk ville man kalde de små 20 siders grå sager på 16x17 cm. for hæfter. Fælles for dem er, at det er grafikeren Judith Nærland, der har stået for layoutet, der er holdt i tre nuancer af mørkegråt fra det grønlige til det rødlige med forskellige sorte grafiske figurer på.

De tre forfattere er Rune Christiansen med Utelatelsen, Silje Vethal med En slags epoke og Tomas Espedal med Ly. Alle tre forfattere er velkendte i Norge, men for de fleste danske helt ukendte, når måske undtages Tomas Espedal, der var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2007.
Rune Christiansen er født i 1963 i Bergen og debuterede i 1986 med digtsamlingen Hvor toget forlater havet. Udover flere digtsamlinger har Rune Christiansen også skrevet romaner. Men så vidt jeg kan se, har han ikke udgivet noget siden romanen Intimiteten i 2003, måske fordi han også er en flittig oversætter. Silje Vethal er født i Bergen i 1973 og debuterede i 1998 med digtsamlingen Terreng. Efterfølgende har hun udgivet en digtsamling, Lynne i 2000, og derefter har der, så vidt jeg igen kan se, også været stille omkring hende. Tomas Espedal er født i Bergen i 1961 og debuterede i 1988 med romanen En vill flukt av parfymer, og har sidst udgivet bogen, som også blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2007, Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv (på trapperne i dansk oversættelse gennem Batzer og Co). I øvrigt samme år som den danske Morten Søndergaard også deltog med en bog om dette at gå, nemlig Et skridt i den rigtige retning. Efterfølgende har de to da også foretaget en litterær vandring sammen i Lillehammer. Se fotos på englegaarden.blogspot.com.

Silje Vethal kan for en dansk læser minde om lyrikeren Peter Nielsen, i en mindre sprogtæt, mere åben og pauserende form, f.eks. i følgende disparate sætninger: "du anskaffer pinnsvin mot hoggormen/ folk kan fordrive hele folk/ kastanjebladene beskytter både mot regn og sol/ men det fortelles om hagl så store som epler". Hun er den ordknappeste af de tre, og den mest musikalske. Hun kan arbejde med digte som spiralerende bevægelser, der rejser sig opad for endeligt, med en enkelt grafisk bevægelse at få fæste på papirets flade. Fra den fuldstændige ro, med elven som en sort streg i sneen, til høgens rede med småfuglekadavre i, satellitterne, der kredser rundt om jorden, stormene på planeterne, og så, når vi er så højt cirklende i stilhedsrummet som vi kan komme, lander vi igen ved elvens grafiske sorthed i det hvide.

i haukens reir ligger småfuglkadavre
rundt jorda kretser satelitter i sirkler
guder har en tendens til å omskape seg til dyr. Ikaros
stormene på sola. nordlyset. elva er svart i snøen

Der er en stille susen i Silja Vethals digte "… et jevnt sus/ og gjenklangen av rommet i stemmen". Hun skaber lydlige billeder, som lyden af højspænding, manifesteret i form af en katedral, hvor et isorgel spærrer for udgangen, mens græshopper tikker under gulvet. Billedigt æggende og uudgrundeligt. En slags epoke er afgrænset af årstidernes cyklus, og billederne hentet fra naturen. Tiden tikker, jorden gynger i sin himmel, og vi er bare så lille en del af det hele. Verden er indfoldet i sig selv og sit eget tidslige forløb "i skogen åpner barken seg og avdekker trær inne i træerne/ eller ingen ting, bare rom med svart, trang og tung høyde". På samme måde er mennesket indfoldet i tiden, vi er bare en epoke, og vinden kan når som helst sætte ind, som tidens kuldkaster, hvor den "river med seg alt og snur og vi suges inn og opp/ med rester av mennesker og bygninger, verskteder og møblerte hjem". Der er smukt, men også ildevarslende hos Vethal. "vi har sett ananas, snøfnugg og bikuber". Sætningen er realistisk nok, men koblingen af ananas og snefnug urovækkende, som om en orden er blæst i stykker. Som indvarsling af en katastrofe. "vi vet a jorda hele tiden raser inn i brønnen". Jeg kommer til at tænke på Ang Lees film The Ice Storm, med landskabet, der pludselig transformers til en hård og nådesløs kulde. "det er ikke mytisk eller vakkert/ det er kaldt" skriver Vethal med en selvmodsigende gestus, for vel er det vakkert.

Egentlig kunne man hos Silje Vethal godt have haft David Sylvian til at summe i baggrunden, men det er Rune Christiansen, der bringer ham på bane med citatet "a brief conversation ending in divorce".

Hvor Silje Vethals rum er abstrakte, tyste, og næsten mennesketomme, er Rune Christiansens i Utelatelsen anderledes urolige med deres dirrende historie, som læseren selv må fylde de tomme huller ud i. Utelatelsen er en lyrisk fortælling, sammensat af større prosastykker, hvor der efter hver sætning eller mindre end det, er pillet noget ud. Noget er udeladt, og det er udeladelserne, som bliver centrale, fordi de står markerede frem, som tomme rammer, indkredset af teksten. Det er vældigt frustrerende, fordi man faktisk bliver nysgerrig på den historie, man begynder føler danne sig. Uanset at jeg efterhånden har læst Utelatelsen de første femogtyve gange, er jeg ikke blevet helt klar på, hvad der sker, og jeg vil stadig gerne vide det. Her mangler jeg en lille nøgle, der kunne lukke mig lidt længere ind i universet. Jeg er sikker på at der ligger nøgler i de mange værker, og ikke mindst film, der refereres til, men det har tendens til at blive for lang og krævende en vej. Det er et poetisk sprog og en poetisk bevidsthed, der taler. En lidt bitter og meget belæst bevidsthed. Der er referencer til film og litteratur og man bliver nysgerrig og ville gerne se de her film, man ledes videre, f.eks. har jeg ikke set filmen om Céline og Julie, Céline et Julie vont en bateau af Jacques Rivette, men hvis der er noget jeg ved efter læsningen nu, så er det, at jeg vil se den. Teksten handler om et ophold i de svejtsiske alper. Jeget befinder sig der sammen med et kvindeligt du. Et du som man allerede fra begyndelsen mærker, at han er på vej til at miste. Så ligesom teksten er fuld af udeladelser, er forholdet allerede fra start en form for udeladelse. Der er momenter af sammenhørighed, men ophøret er allerede befæstet. ""… og det gavmilde blikket da du stengte døren med et sukk og kom tilbake til sengen med et glis om munnnen … der vi befestet vår avgrunn". På hotellet er de del af en større forsamling, og man kan ikke lade være med at tænke på Thomas Manns personage i Trolddomsfjeldet. Her er en skotsk kvinde og en oberst, men de, der trænger sig mest på, er et lesbisk par. Et par som drager jeg'ets kvinde, der som tiden skrider frem forsvinder mere og mere fra jeg'et ind i en pirrende verden hvortil han ingen adgang har. "… sa at du var tent på henne … og likte dessuten å se på … som om ansiktene var fylt av medlidenhet … umulig å forskanse seg eller holde fast ved forstanden …".

Rune Christiansens skrift er erotisk, sensuel, forlokkende, og jeg tror at det er det, der gør, at man bliver ved med at læse og prøve at danne sammenhæng. Man er voyeur stillet overfor hans tekst, ligesom jeg'et er voyeur til de kvindelige eskapader, og man bliver ved med at vende tilbage, for at se om mere har blottet sig.

Tomas Espedal er på mange måder den mest umiddelbart tilgængelige. Også han fortæller en historie. En historie om et jeg og et du, et kvindeligt et, som både i ordets konkrete og metafysiske forstand søger hjem og søger en begyndelse. Jeg'et elsker begyndelser, og måske også slutninger, hvilke som bekendt ofte falder sammen ("in the beginning is my end" som T.S. Eliot skrev) og som skriften og den tid der er indlejret deri skrider frem, nærmer bogens slutning sig, og skriftens ditto opløsning, mens forholdets begyndelse synes at kunne finde sted. Der er en stor ømhed tilstede hos Espedal, en ømhed, der også udtrykkes ved titlen, som er bogens slutord, her ikke helt grafisk rigtigt skrevet ud: "Den første setningen: vi søker ikke hjem ikke/ lys ikke hvile ikke ro ikke lykke ikke/ lyst vi søker/ ly".

Parret kører til Gøteborg, det er den konkrete rejse, mens jeg'et foretager flere erindringsrejser, til en parallel situation i Tyrkiet, og helt tilbage til ungdommens første og skæbnesvangre omgang med alkohol, det stof som han opdager en ødelæggende og destruktiv drift efter, måske fordi det er det stof, der sætter en bremse for rastløsheden. "De andre drikker uten å kjenne igjen noe som helst de vokser og blåser seg opp og blir fulle og glemmer du husker allerede som fjorten eller femten at du kommer til å bli mindre og ødelagt."

For en dansk læser vil Espedal næsten føles hjemlig, fordi han udover vandringen har flere af de samme litterære figurer fælles med Morten Søndergaard. Også det lidt humoristiske der kan bryde ind, som her i rimet form i den absolutte begyndelse "Vi kjørte fort til Gøteborg. (L a oss kjøre f o r t. L a oss kjøre b o r t. L a oss kjøre bort fort)." Senere mærker man nærmest suset af Sophus og Elvira (den danske forfatter Johannes V. Jensens novelle: "Nåede de færgen?" 1925) "Gasser opp, gir bilen fart, en brå akselerasjon, de kjører fort. Hun lener seg tilbake i skinnsetet og kniper øynene igjen, hun elsker fart. Han elsker fart, de elsker hverandre, nå kjører vi fort." Espedal skriver rytmisk, gentagende, hvilket skaber en fornemmelse af at være på vej, aldrig stå stille.

Der er drømmen om kærligheden og om at finde ly, hos Espedal, men der er også utålmodigheden, kravet om at ændre verden – her og nu, iltert, insisterende. "Vi vil gå til angrep på den herskende orden den skal felles den vil falle vi må felles velte om på alt. Vi skal begynne med oss selv. Vi må forandre oss fullstendig". Problemet med udsagn som disse i en bog som Ly er måske, at de bliver stående som lidt isolerede, ukonkrete anslag i teksten, hvis ungdommelige demonstrative handlekraft bliver stående som postulater, man ikke er helt sikker på, man skal tage alvorligt. Når man kommer til slige sager er det nok svært at overgå en kun 16årig dansk digter, nemlig Henrik S. Holck, er i 1978 udgav digtsamlingen Vi må være som alt:

vi må være som himlen
og lyset gennem den
sivende med åbne kærtegn
over de skiftende
landskaber

vi må være som alt
som solen og den faldende regn
som bjergtoppenes isblå vinde
og skyernes skygger over græssets groen

vi må være som jorden
og træerne skydende op
i højere luftlag uden grænser
for iltoptagelsens
varighed

eller som havet
vi må være som havet
og de søgende fugle
mest som fuglene måske
eller som de mægtige skove
som cumulusskyerne og det blå

vi må være som sandet
der forløber ud og ind
vi må være som planter fra intet
og nattehimlens evige tegn

vi må være som oplevelser og lysår
over havets uendelige tilstrækkelighed
som græs sten og luft
i livsdrift.

Mens jeg har skrevet på denne anmeldelse er voldsom debat om norsk lyrik dukket op, igangsat af Bendik Wold, i tidsskriftet Vinduet. Han kaster sig ophidset over den lyrik, som lukker sig om sig selv og efter hans mening skrives for ingen, som tomme selvcentrede skifttematiske øvelser. Jeg vil tro, at han ville medtage disse tre forfattere i den pulje, men jeg synes, ikke det er så enkelt. Nu kender jeg ikke den norske lyrikscene så godt, og ved ikke hvor hermetisk der generelt skrives. Men det kan f.eks. godt være, at skriften hos disse tre Miniatyr-skribenter på nogen vis er hermetisk, skriftbevidst og ikke så direkte kommunikativ. Men jeg synes ikke det desavouerer en stærk læseoplevelse. Jeg synes jeg har hørt teksten før, altså Wolds, det minder mig en smule om dengang en dansk litteraturkritiker mente at de danske digtere burde tage en tur til Ishøj (socialt boligbyggeri, ghettoproblemer) for at få noget relevant at skrive om. Jeg har aldrig forstået at man ikke kan nyde godt af, at der findes forskellige former for litteratur. At en form kan noget, mens en anden form kan noget andet. At det ville være rigtig trist, hvis alle skrev konceptuelt mens ingen skrev mere legende, eller realistisk og omvendt. Det er ikke kun skriften, der skal komme til læseren, læseren skal også komme til skriften, skal kunne værdsætte de forsøg, der gøres på at ændre verden, om ikke for længere tid, så for den tid, læsningen optager. Hvis man ikke kan give, kan man ikke modtage.

H Press
Miniatyrer

Silje Vethal: En stille epoke, Rune Christiansen: Utelatelsen, Thomas Espedal: Ly.
Ca 20 sider, H Press.